Det storslåede colombianske landskab bliver vakt til live i spektakulære widescreen-billeder i en gribende meditation over venskab og kærlighed. Ignacio er en gudbenådet akkordion-spiller, der rejser fra by til by med sit trækspil. Ifølge legenden er hans akkordion forbandet af djævlen: Den, der spiller på instrumentet, vil aldrig kunne holde op igen. Ignacio har imidlertid giftet sig og gjort en ende på sit omflakkende liv, men da konen pludselig dør, må han begive sig ud på en sidste rejse for at give det besatte instrument tilbage til den mand, der i sin tid forærede ham det - for måske er det det forbandede instruments skyld, at han har mistet sin hustru. På sin vej får Ignacio følgeskab af den unge Fermin, hvis eneste ønske er at blive en lige så talentfuld juglar – det spanske ord for en mand, der nomadisk rejser rundt og underholder med sin musik – som Ignacio.